Andrew Lloyd Webbers The Phantom of the Opera har været i Det Ny Teaters repertoire-overvejelser gennem flere år. Faktisk siden teaterombygningen begyndte i 1991. Ikke mindst fordi Det Ny Teater arkitektonisk er som skabt til forestillingen. Men havde vi de scenekunstnere, der kunne løfte opgaven? Og havde vi efter etableringen af broerme over Storebælt og Øresund i det storkøbenhavnske område et tilstrækkeligt publikumsunderlag til finansiering af en så bekostelig opsætning?
Svaret kender vi nu. Det blev en overvældende succes. En stribe top-anmeldelser, fulgt op af en formidable publikumstilslutning. Mere end 450.000 solgte billetter blev det til. På to sæsoner. Det har ingen anden forestilling kunnet præstere her i landet. The Phantom of the Opera er blevet dansk teaters største publikumssucces.
Spøgelset i Operaen
Når man træder ind gennem Det Ny Teaters svingdøre, synes det helt oplagt, at det netop er på dette teater, at ‘The Phantom of the Opera’ får sin danske førsteopførelse. Teatrets smukke foyer, den store, svungne trappe, dets guld, prismer, røde plys og figurer er det tætteste, man her i landet kommer på en kopi af Pariseroperaens ekstravagante og splendide bygningskompleks, og det er netop samme operahus, der sætter rammen for Andrew Lloyd Webbers musical.
I ‘Phantom of the Opera’ er man på færde overalt i huset – på scenen, i skuespillergarderoberne og prøvesalene, på taget, i direktionslokalerne samt i de mørke kældre og ved den underjordiske sø, hvor spøgelset har sit domicil. Musicalen er teater i teatret, men dertil naturligvis en kærlighedshistorie, et drama, en tragedie. Teatrets verden har i århundreder fascineret mangfoldige skribenter, og det er også i dette forhold, man skal finde oprindelsen til den forestilling, De ser i dag. I 1911 udkom franskmanden Gaston Leroux’ roman ‘Le Fant6me de l’Opera’ i Paris. Også Leroux var optaget af teaterlabyrinten, de mange, lange gange, intrigerne, de uhyggelige og fjerne afdelinger under gade plan og hele det mægtige operahus’ fantastiske organisme, som aldrig helt falder til ro. Men først og fremmest ville Leroux fortælle historien om Erik, Spøgelset i Operaen. En skræmmende mørk skikkelse. Rigt facetteret. Et menneske, der fra fødslen var skamferet af et grusomt, åbent og uheleligt sår i ansigtet, som manden derfor dækkede med en maske. Som ung blev Erik udstillet med sit brutale handikap på torve og markedspladser, før han blev hofnar hos Sultanen af Persien og paladsbygger, indtil han ender som arkitekt og komponist på Pariseroperaen med bolig dybt nede i de utilgængelige katakomber under huset. En stor kunstner, men et stækket menneske, der forelsker sig ud over al forstand i en af teatrets unge korpiger, Christine Daae, som han med alle tænkelige og frygtindgydende midler vil gøre til husets førende primadonna.
